Fra svineri til sømandslykke: Adjø til storskala svin og goddag til liv i havet!

Gode nyheder
Den potentielt bedste nyhed for de indre farvande NOGENSINDE, og hvis man ikke allerede har gættet, hvad det er, så er det udsigten til at Danmark vil udfase storskala svineproduktion. Og denne gode nyhed starter lige efter vi har talt om baggrunden, som man med rette kan kalde en lortebaggrund - så man skal være tålmodig!! Here goes…
Valget i år blev af flere partier udråbt til at være SVINVALGET, og bare for at få det helt på plads så er den virkelige betaler af svinebøndernes svineri HAVET.
Det danske landbrug har siden 2. verdenskrig haft carte blanche fra det politiske system til at ødelægge forholdene for deres søstererhverv, fiskeriet.
Især i de indre danske farvande. Vores fjorde i de indre farvande er snævre og for mange af fjordenes vedkommende, så er der ganske lidt vandudskiftning. I disse fjorde udløber en masse mindre og større vandløb og disse vandløb medbringer alle de næringsstoffer, som skyller af svinebøndernes marker, som de spreder gylle fra deres absurd mange svin ud over på de afgrøder, de dyrker til deres absurd mange svin.
Det kan fjordene ikke tåle.
Når der er for mange næringsstoffer så kommer der for stor udvikling at alger, særligt det allestedsnærværende fedtemøg, som i år er dokumenteret tidligere og i større omfang end nogensinde før. Fedtemøget vokser helt vildt katalyseret af de mange næringsstoffer og sætter sig på blæretangen og ålegræsset og optager alt ilten, og så dør de og klasker ned på havbunden og omdanner sig i deres forrådnelsesproces til svovlbrinte, som er giftig og dræber havbunden, og når havbunden er død, så er der ingen fisk, rejer, krabber, muslinger eller liv, og ingenting som fiskerne kan fange.
Selv om der er blevet snakket og snakket og snakket og der har været alle mulige mere eller mindre geniale tiltag og forsøg med at afbøde konsekvenserne af det absurd store svinelandbrug, så får vores fjorde og indre farvande det bare dårligere og dårligere. Og årsagen til det er, at der stadig udledes alt alt for mange næringsstoffer fra landbruget. Og bare lige for at få styr på tallene her, så er det altså 70% af de samlede udledninger af næringsstoffer. MEN da naturen i sig selv udleder næringsstoffer i forbindelse med naturlige nedbrydningsprocesser, så er det virkelige tal vi skal koncentrere os om her, 90%!
For det konventionelle landbrug står for 90% af de menneskeskabte udledninger af næringsstoffer i havet..
Situationen er således ganske katastrofal og den bliver desværre også katalyseret yderligere af klimaændringerne, som resulterer i øgede havtemperaturer, der forlænger vækstperioderne for de alger, der er så ødelæggende for havbunden. Lort med lort på!!
Det eneste der kan stoppe udviklingen er et hårdt stop af udledningerne af næringsstoffer. 600.000 hektarer skal udtages nu! Det er et enormt areal, der svarer til lidt over 13,9% af Danmarks samlede landareal (som er ca. 4,3 mio. ha).
Fjordene var oprindeligt de vildeste økosystemer. I de indre dele af fjordene er vandet mindre salt og i de dele blandede ferskvandsarterne sig med saltvandsarterne og boltrede sig i uendelige ålegræsenge. Her fangede man ofte aborrer, gedder, ørred, ål og skrubber i det samme bundgarn.

Længere ude i fjordene levede saltvandsarterne, og her var torsk, pighvar, rødspætter, søtunger og sild. Om sommeren trak store stimer af makreller, hornfisk og multer rundt i fjordene, og det gør der heldigvis stadig mange steder. Der var ål overalt og rejer i spandevis.
Alle havne havde deres fiskere, selv inde i bunden af de dybeste fjorde levede folk af fiskeri. Og fiskerne fangede fisk til de mennesker, der boede i byen.
Tænk lige over det engang. Fiskerne høstede fra økosystemerne, og gjorde det i hundreder af år, og kunne stadig gøre det, hvis ikke det var fordi at fjordene nu er døde. Hvor ville det dog være dejligt, hvis vi kunne spise ål og rejer hver dag. I stedet kan vi spise antibiotika pumpet svinkam til 18 kr kiloet. Hurra mand!
Men hov hov! Hvad med den gode nyhed, siger I måske…?
Jo, den gode nyhed er at det kan vi få igen! Hvis Danmark virkelig udtager 600.000 hektarer landbrugsjord og stopper med at producere de 40 mio. svin. Stopper med at sprøjte med grisselort på 60% af Danmarks areal, ja så vil der ske noget!! Og det vil faktisk kunne ses relativt hurtigt. Det er præcis som man lærer det på førstehjælpskurset. Stands ulykken. Standser vi ulykken, så giver vi havets økosystemer muligheden for at rejse sig igen. Og det er altså mægtige økosystemer, vi snakker om her!! Og jeg tror, vi kommer til at blive overraskede over, hvor hurtigt det vil gå, og at det er muligt, at vi allerede indenfor de næste 10 år vil se en markant fremgang i de indre danske farvande, hvis vi slukker for gyllesprøjten nu.
Naturen gør comeback
En af mine yndlingshistorier om Havet er historien om Bikini Atollen. Historien er både helt forfærdelig og helt fantastisk. Fra 1946 og i årene derefter gennemførte det amerikanske militær ikke mindre end 23 atomprøvesprængninger lige over koralrevet på Bikini Atollen ude midt i Stillehavet. De spredte død både over og under overfladen i en grad, hvor man aldrig tænkte, at livet ville kunne genopstå. Området er nu stadig radioaktivt og ganske ubeboeligt for mennesker, men et forskerhold fra Stanford University har for få år siden undersøgt havet og blev overraskede over at finde en decideret overflod af fisk og et koralrev, der blomstrer i selv det mest radioaktive område. Fiskepopulationerne er ikke bare større end mange andre steder, men der er også en overflod af især store fisk og sjældne fisk, der lever ganske få andre steder. Havet har rejst sig langt hurtigere end nogen troede og alene fordi stedet har fået fred for mennesker siden atomsprængningerne.
Forskerne konkluderede, at koralrevet sandsynligvis allerede begyndte at vokse igen kort efter den sidste atomprøvesprængning. Hvilket giver mig håb!
Historien er et eksempel på, hvor modstandsdygtigt havet er under de rette omstændigheder. Hvis vi virkelig laver denne omstilling, så vil det vende, og det er virkelig værd at gøre!
Så det var den potentielt bedste nyhed for indre danske farvande NOGENSINDE!!
Vil du vide mere?
Kontakt os for at blive sat op med sæsonens bedste fisk og skaldyr.
