Få overblik over, hvad der bør sættes på kortet lige nu – og hvorfor.

Sommeren bugner af fisk i topform: Rødspætter, kulmuler og krabbeklør er i sæson og klar til menuen. Vi hylder de hjemlige klassikere og minder om vigtigheden af at vælge fisk fanget nænsomt og i sæson.
De skønne rødspætter!!!
Nu skal de bare på menuen, og henover hele sommeren og september med, så skal man endelig huske de rødspættede fladfisk med det forførende latinske navn Pleuronectes platessa. Man kan med andre ord godt fyre op i smørret på panden og klargøre til en flået 2er rødspætte vendt i rugmel. Man kan banke ønskebrønden op på 180 grader og fedtkoge en pankopaneret lækkerbisken. Man kan grille den hel på Yakatorien. Eller man kan bestille en af de store 0er spætter hjem og bruge den på hvilken som helst måde, man lyster. Der er ingen begrænsninger her, det er bare om at komme i gang med en af vores hjemlige vandes absolutte klassikere. Ring ind og bliv sat op. Rødspætten kører som sagt på højeste blus helt frem til oktober!!!

Hvis ikke man skal have en flad, skal man måske have en Kulmule…
Eller begge dele. For der er altid plads til mere fisk på menuen!!
Kulmulerne er klar til at berige os med saftige knaldperler de næste tre måneder. De er kommet tættere på kysten og fanges nu i garn og traditionelt snurrevod. Her først på sæsonen er der endda rogn i de dejlige muler, og hvis vi er heldige er det også noget der kommer på auktionen. I gamle dage var det kun om sommeren, at man fangede kulmuler, men nu om dage fanges de hele året. Alligevel så kan man med rette kalde de næste tre måneder for kulmulens topsæson, for det er reelt set kun i disse måneder, at de findes tæt ved de danske kyster.
Resten af året er de langt ude i den nordvestlige del af Nordsøen og fanges kun af store havgående fartøjer. Nogle af dem er flyshootere, men de fleste af dem er dødstrawlere. Hverken flyshoot eller dødstrawl er skånsomt. Derfor er det vigtigt, at vi husker at køre fisk i sæson!
Når vi kører fisk i sæson , så er vi ikke med til at skabe et lukrativt marked for at fiske med bundslæbende redskaber. Ganske enkelt. Vi kokke er med til at sætte markedsprisen. Det er ganske simpel udbud og i det her tilfælde efterspørgsel. Når vi efterspørger en art, der kun kan fiskes af store havgående fartøjer med tunge redskaber, så abonnerer vi også på det fiskeri. BUM
Så er det heldigt at der altid er fisk der er dejlige og i sæson. Kulmulens sæson strækker sig fra juni til oktober. Her skal de på kortet, for det er virkelig en lækker fisk. Priserne kan virke høje, men skal sammenholdes med det store udbytte, der er på kulmulerne. 50-55% udbytte ligger helt klart i toppen af skalaen. Nyd den!!

Taskekrabber derudaf….
Der er mange fine store taskekrabber at få henover sommeren. Og krabbeklør. Og hvis vi lige tager dem først. Det er altså ikke en skam at køre krabbeklør. Grunden til at man har krabbeklør er, at krabberne går i garnet for at få fat i de fisk, som sidder der.
“Mmmmmnn.. Gnisk gnisk. Der sidder et let måltid der, siger krabben, og bum så sidder den der.
Sådan en krabbe er ekstremt svær at pille ud af et garn, og derfor er det kun kløerne der kommer med ind på auktionen. Men!! Det er altså ikke sådan, at fiskeren med møje og besvær først piller krabben ud af garnet, for så at slå en ond latter op, og smide den levende forsvarsløse krabbe ned i dybet for at lide en grusom død. Nej!
Som sagt har krabberne en medfødt evne til at filtre sig ind i garnet og sidder ofte i en hel bold af garn. Fiskeren piller kløerne af den og bagefter tager han sin store tunge krabbehammer og kvaser krabben ud i små stykker, som bliver renset ud af garnet, når det køres gennem garnophaleren.
Sådan sker det. Derfor skal man være ligeså glad for krabbeklør, som man er for levende krabber. Og på menuen - det skal de så snart man kan. Sæsonen varer helt til oktober!!

Og så lidt huskere!!!
Husk at makrellerne er full on om sommeren og de skal bare på kortet derudaf!! MEN!!! Naturen kan godt være en rigtig nederen drillepind. Bundgarnsfiskeren Troels fra Skagen bøvler gevaldigt med enorme mængder fedtemøg, der fylder hans garn, så de ikke kan fiske. Lige nu ser det ikke ud til bedring, så bundgarnsmakrellerne må vi vente på. De skal nok komme, men hvornår kan vi ikke sige endnu. Indtil da så har vi fine garn makreller fra både danske og svenske kystfiskere!!
Husk at pille hornfiskene af kortet snart, de er hastigt på vej længere ned i Østersøen!!
Husk at Limfjorden lukker for hummerfiskeri i juli og august, og derfor er det slut med de mega billige hummere indtil september.
Og husk at hold jer opdaterede på appén, for der vil helt sikkert være sjove spændende fisk sommeren over. Vi snakker sardiner, knurhaner, fjæsinger, havbars og alt muligt andet dejligt fra verdens vildeste element!!!
Vil du vide mere?
Kontakt os for at blive sat op med sæsonens bedste fisk og skaldyr.
