Juni måneds update om makrellen (og hornfisken)

Der er mange, der gerne vil have makrellen på menuen, så snart den er her. Og fair nok, der er ikke noget, der skriger sommer lige så meget, som en sortstribet makrel på spækbrættet.
Makrellerne er vi heldige at have i alle de lune måneder af året, faktisk kan man sige at det kun er i november-november-november, december, januar, februar og marts, at vi slet ikke har den fra de danske fiskerier.
Men, det betyder jo ikke, at den er lige god hele tiden, eller at man absolut skal have den på kortet, så snart den har sat finnerne i dansk farvand. Til det har vi simpelthen for mange andre gode fisk i vores vande, som kræver opmærksomhed.
Tag nu bare hornfisken. Er der seriøst en fisk der er mere lækker? Svaret er "Måske" - men kun fordi der er så sygt mange lækre fisk derude.

Nå, men nu er det jo makrellen, det hele handler om ...
Den er nu færdig med at sende næste generation videre, og derfor ser vi makrellerne tæt ved kysten, hvor de æder sig tykke og fede i alt fra rejeyngel, til dyreplankton og sildinger. Og sildinger er stimer af unge brislinger og sild, der svømmer sammen i stimer.
Derfor er makrellerne ved at nå op i noget, der minder om god foderstand, i det øjeblik vi begynder at få dem fra bundgarnene. For så ved vi, at de er begyndt deres ædetogt langs de danske kyster.
Bundgarnsfiskerne, som vi får de fleste af vores makreller fra, er bundgarnsfiskerne på Skagen. Her styrer Troels Twilling og hans far butikken, og de gør det rigtig godt.
I starten af bundgarnssæsonen er det dog ikke hver dag, at der er gevinst, og derfor kan vi godt løbe tør for bundgarnsmakreller.
De dage prøver vi, at få garn- eller dørg-makreller fra Sverige, men der kan altså være dage i juni, hvor vi ikke kan skaffe makreller fanget med skånsomme redskaber. Og så køber vi dem altså ikke! Trawl makreller køber vi simpelthen ikke. BUM!
Så må man vente til dagen efter, for heldigvis går der sjældent to dage uden makreller i juni…
Makrellerne skal selvfølgelig hyldes, og derfor kan man sagtens sætte dem på kortet lige nu. Men man kan også vente en måned og smide dem på der, for de er her jo helt til oktober.
I stedet kunne man smide lidt dejlige hornfisk på kortet. Dem siger vi allerede farvel til i udgangen af måneden og ser først engang til april næste år.
Vil du vide mere?
Kontakt os for at blive sat op med sæsonens bedste fisk og skaldyr.
