Oktober måneds bedste sæsonvarer fra havet

Kulmulerne!!!
Oktober er ved at være sidste chance i denne omgang hvis man skal have sindssygt flotte kulmuler. Allerede nu er det primært de store havgående både der fanger de fleste kulmuler, og med andre ord betyder det at de fleste bliver fanget med enten Flyshoot eller trawl og derfor ikke skånsomt. Der er dog stadig en smule, der vil blive fanget med skånsomme redskaber, og af dem kommer vi til at købe så mange vi kan. Rent kvalitetsmæssigt er de på toppen. De har ædt og ædt og ædt af sperling og tobis og er fede som små julegrise allerede i oktober. Man skal derfor sætte den sidste trumf ind nu og være klar til det sidste træk af kulmuler dette år.
Makreller
Det samme gælder makrellerne, bortset fra at man skal stoppe med dem allerede nu. De skal videre op nordpå og gøre sig klar til næste år. Selvfølgelig køber vi makreller i det omfang det giver mening hvis man alligevel er kommet til at sætte makreller på kortet, men vi anbefaler at pakke makrellerne væk og finde andre fisk frem. Nu!

Rødspætter
Istedet kunne man kaste sig over en kornfed rødspætte! På samme måde som kulmulerne så skal man skynde sig at nyde spætten her til sidst før den bliver så pakket med rogn at de ikke længere er gode. Allerede mod slutningen af oktober er der for meget rogn i spætterne fra indre farvande og så er det kun rødspætterne fra Nordsøen der er gode. De holder sig til gengæld på toppen indtil engang i november. Man skal derfor overhovedet ikke lade sig afskrække af, at de slutter lige om lidt, for spætterne og fiskerne der fisker dem, sætter som regel en flot slutspurt ind og både mængder og kvalitet er i top her på sidste etape.
De dejlige sandarter!
De er på toppen af deres game i oktober. I de svenske søer er man ikke bange for erhvervsfiskeri, og sjovt nok så er der stadig masser af fisk til både erhvervsfiskere og lystfiskere i de svenske søer.
Sandarterne skal på menuen lige nu og kan blive på menuen helt frem til der kommer is på søerne, hvilket som regel først er i januar eller februar.
Gedder og aborrer
... er der også gang i de næste måneder men med disse fisk skal man lige være god til at forudbestille, for dem sælger vi ikke nær så mange af, og har kun hjemme på bestilling.

Søtunge
I oktober plejer der at være et rigtig godt fiskeri efter søtunger, og de plejer endda ikke at være vildt dyre. Søtungerne skal lige have det sidste ædegilde overstået, før de tager ud på det dybe og holder vinter. Så det er også ved at være sidste chance for at køre dem stabilt på kortet før næste forår. Helt billige bliver de dog aldrig, men mega flotte er de lige nu!
Havtasker
I efteråret bliver der længere mellem pighvar og slethvar, der, selvom de er flotte, ikke fanges i store mængder af de danske kystfiskere. Derfor bør man overveje at sige Auf Wienerschnitzel til hvarrerne og i stedet sige Guten Tag til en dejlig havtaske. Vi får både godt med tasker fra de danske og de norske fiskerier i hele efteråret og de er pivflotte og slet slet slet ikke lige så absurd dyre som hvarrerne!

Øvrige stjerner
Og så skal vi lige nævne at linemuslingerne og østersene også er totalt på toppen i oktober, kødfulde og sprøde og fulde af liv.
Vil du vide mere?
Kontakt os for at blive sat op med sæsonens bedste fisk og skaldyr.
